Uddannelse

DTU's Information Day afklarer studievalg

Hvilken kandidatuddannelse skal jeg vælge, og hvad rummer de hver især? Netop de spørgsmål dukkede studerende op for at få svar på til årets Information Day.

Gruppe af studerende foran messestand til Information Day 2025
Information Day 2025, der blev afholdt torsdag d. 20. februar, kombinerede oplæg med messestande. Foto: DTU.
Studerende Johan Schade ved messestand til Information Day 2025
Johan Schade (t.v.) deltog i Information Day for at blive klogere på ikke bare én, men alle DTU's kandidatuddannelser. Foto: DTU.

Fakta

Det første år med fuldtidsstudier på DTU's kommende erhvervskandidatuddannelse giver den studerende et år med SU, samarbejde med andre studerende og et stærkt fagligt udgangspunkt og netværk.

Efter det første studieår bliver vedkommende deltidsansat i en virksomhed. Det betyder, at man hurtigt får erfaringer på arbejdsmarkedet og lærer at bidrage til og indgå i fællesskabet på en arbejdsplads.

De sidste to år på erhvervskandidatuddannelsen kombinerer studie og arbejde. På den måde får den studerende arbejdserfaring undervejs og lærer at omsætte teori til praksis.

Det er en oplagt mulighed for studerende, der vil specialisere sig, imens de omsætter deres viden til konkrete resultater for erhvervslivet og lærer af processen.

Læs mere om DTU's nuværende erhvervskandidatuddannelse.

Læs mere om den kommende erhvervskandidatordning.

"Jeg har hørt, at man er virkelig godt stillet i forhold til kommende arbejdsgivere, hvis man har taget en uddannelse fra DTU,"
Bachelorstuderende Fra ITU Thea Kristensen

Fra ITU til DTU

Thea Kristensen, der er i gang med en bacheloruddannelse på IT-Universitet i København, planlægger at begynde på en kandidatuddannelse til sommer, men udvalget er så stort, at det er svært at vælge.

“Mit mål er at opsnappe så meget viden som muligt om alle kandidatuddannelserne, og så har jeg tænkt mig at bruge udelukkelsesmetoden til at vælge den rigtige til sidst,” fortæller hun.

Når hun bliver spurgt om, hvorfor hun overvejer en uddannelse på DTU, falder svaret prompte.

“Jeg har hørt, at man er virkelig godt stillet godt stillet i forhold til kommende arbejdsgivere, hvis man har taget en uddannelse på DTU, og så er uddannelserne langt mere praktiske sammenlignet med de andre kandidatuddannelser, jeg har undersøgt,” forklarer hun.

Elias Christensen er også fra ITU, og han er især interesseret i at høre mere om kandidatuddannelsen i Design og Innovation, som lægger vægt på at udvikle de studerendes kreative færdigheder og evner til at analysere samspillet mellem bruger, teknologi og virksomhed.

“På ITU har jeg haft et stort fokus på at udvikle digitale designs. Mit indtryk er, at det på DTU, og specifikt på kandidatuddannelsen Design og Innovation også handler meget om at skabe fysiske, innovative designs og løsninger på forskellige udfordringer. Og det er vildt spændende,” fortæller han.

Studerende Elias Christensen og studerende Thea Kristensen ved messestand til Information Day 2025
Elias Christensen (t.v.) og Thea Kristensen (t.h.) deltager begge Information Day for at få afklaring i forhold til deres videre studievalg. Foto: DTU.

Fakta

Design og Innovation fokuserer på at give den studerende de kompetencer, der er nødvendige for at kunne udføre ingeniørarbejde med et designfokus.

Kandidatuddannelsen indeholder derfor både teknisk-videnskabelige og samfundsvidenskabelige discipliner og er kendetegnet af en faglighed, der kombinerer:

  • En socio-teknisk forståelse af produkter og systemer i deres sociale og tekniske kontekst.
  • En skabende syntesekompetence inden for både sociale, tekniske og æstetiske aspekter.
  • En reflekteret teknisk-naturvidenskabelig kompetence, der kvalificerer kandidaten til at medvirke i den tekniske udvikling.

Uddannelsen lægger vægt på at udvikle de studerendes kreative færdigheder og evner til at analysere samspillet mellem bruger, teknologi og virksomhed. Man opnår indsigt i et eller flere tekniske domæner og lærer at udvikle koncepter og gennemføre innovationsprocesser, som er mere vidtgående end produkt- og systemudvikling.

Et af de mest karakteristiske træk ved ’Design og Innovation’ er, at de studerende kommer til at bevæge sig i et læringsmiljø, hvor der er en lang tradition for projektarbejde og for at anvende forskellige undervisningsmetoder. Uddannelsens kerneområder er designmetoder, system- og produktdesign, materialeteknologi, innovationsledelse og bæredygtighed.

Læs mere om kandidatuddannelsen i Design og Innovation.

Kontakt

Lars Dyreborg Christoffersen

Lars Dyreborg Christoffersen Dekan for uddannelser og studiemiljø Afdelingen for Uddannelse og Studerende Telefon: 45251009