Job og karriere

Jobmesse afklarer karrierevalg og skaber forbindelser

Over 150 virksomheder deltog i årets DSE-messe, hvor studerende og nyuddannede ingeniører bl.a. kunne finde drømmejobbet eller den helt rigtige praktikplads.

Foto af gæster og stande til DSE-messen 2025.
DSE-messen varer to dage, inkluderer bl.a. et enormt telt fyldt med virksomhedsstande og er til for at give studerende og nyuddannede ingeniører perfekte rammer for networking og karriererådgivning. Foto: Bax Lindhardt.
Foto af Emma Rokkjer Langball og Sigrid Høj foran Demant Salen på DTU Lyngby Campus.
Emma Rokkjer Langball (t.v.) og Sigrid Høj (t.h.) er begge to i gang med en bacheloruddannelse i Life Science and Technology, så de havde bl.a. planlagt at besøge Novo Nordisks stand. Foto: Bax Lindhardt.

Erhvervskandidat: det bedste fra universitet og erhvervsliv

Det var ikke kun bachelorstuderende, der deltog i dette års DSE-messe. Der var også erhvervskandidatstuderende med, som kombinerer deres kandidatuddannelse med en deltidsansættelse hos en virksomhed efter eget valg. En af dem er Anne Tranberg Petersen, der afslutter sin uddannelse i december 2025, og dermed har fuldført et fireårigt studie, hvor hun har fået det bedste fra både DTU og erhvervslivet.

”Da jeg gik i gang med at lede efter en virksomhed, som jeg kunne tage min uddannelse i samarbejde med, var der nærmest ingen, der kendte til erhvervskandidatuddannelsen, men i dag, hvor jeg er ved at være i mål, kan jeg se, at interessen bare er steget og steget undervejs. Og det gør mig glad, for jeg har virkelig fået meget ud af både at kunne læse på DTU og samtidig være en del af en virksomhed,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg kan varmt anbefale at vælge at tage en erhvervskandidatuddannelse, og det lyder som en god løsning, at den nu er bygget sådan op, at man først studerer i et år og derefter deler sin tid mellem studie og arbejde i de næste to år”.

Erhvervskandidatstuderende Anne Tranberg Petersen ved Siemens Energys stand på DSE-messen 2025
Anne Tranberg Petersen (t.v.) kombinerer sine studier med en deltidsansættelse hos Siemens Energy og fortæller her en messe-gæst om sine erfaringer med erhvervskandidatuddannelsen. Foto: Bax Lindhardt.

Fakta

Det første år med fuldtidsstudier på DTU's kommende erhvervskandidatuddannelse giver den studerende et år med SU, samarbejde med andre studerende og et stærkt fagligt udgangspunkt og netværk.

Efter det første studieår bliver vedkommende deltidsansat i en virksomhed. Det betyder, at man hurtigt får erfaringer på arbejdsmarkedet og lærer at bidrage til og indgå i fællesskabet på en arbejdsplads.

De sidste to år på erhvervskandidatuddannelsen kombinerer studie og arbejde. På den måde får den studerende arbejdserfaring undervejs og lærer at omsætte teori til praksis.

Det er en oplagt mulighed for studerende, der vil specialisere sig, imens de omsætter deres viden til konkrete resultater for erhvervslivet og lærer af processen.

Læs mere om DTU's nuværende erhvervskandidatuddannelse.

Læs mere om den kommende erhvervskandidatordning.

En fremtid hos European Space Agency

František Komárek er i gang med en bacheloruddannelse i General Engineering, og han drømmer om en dag at blive ansat hos European Space Agency (ESA). Derfor kunne man finde ham ved ESA’s stand på DSE-messen, hvor han fik en snak med agenturets repræsentanter og blev klogere på, hvad der skal til for, at drømmen kan blive til virkelighed.

”Det har været virkelig lærerigt at kunne snakke direkte med den virksomhed, som kan ende med at ansætte mig, og jeg har fået råd og vejledning i forhold til, hvad jeg skal specialisere mig i under resten af min uddannelse, så jeg forhåbentlig en dag kan kalde mig for ingeniør hos ESA,” forklarer han.

Gustav Hugod læser også General Engineering på bachelorniveau, og det er anden gang, han deltager i DSE-messen, men derfor er udbyttet ikke blevet mindre. Tværtimod.

”Jeg var også med sidste år, og selvom der er noget tid til, at jeg er færdiguddannet, så får jeg enormt meget ud af at deltage. Stemningen er god, folk er glade, og så synes jeg ikke, at man kan gå for tidligt i gang med at danne sig et overblik over sine karrieremuligheder,” fortæller han.

Frantisek Komárek og Gustav Hugod taler med repræsentant fra European Space Angency til DSE-messen 2025.
František Komárek (t.v.) og Gustav Hugod (midtfor) blev bl.a. klogere på, hvad der skal til for at blive ansat hos ESA, til årets DSE-messe. Foto: Bax Lindhardt.

Fakta

DSE står for De Studerendes Erhvervskontakt og er en studenterdrevet forening, der hvert år holder landets største job- og karrieremesse for nyuddannede ingeniører og ingeniørstuderende på DTU Lyngby Campus.

På årets messe kunne besøgende møde mere end 150 virksomheder og høre om forskellige job- og karrieremuligheder for ingeniører.

Læs mere på DSE's hjemmeside.