Debatindlæg af Christine Nellemann, dekan for bæredygtighed, diversitet og internationalt samarbejde på DTU. Bragt i Frederiksborg Amts Avis den 09.08.2024.
I de seneste uger har OL i Paris fyldt sendefladerne verden over. En bedre anledning til at brande sin by og sit land kan man ikke ønske sig. Og det har arrangørerne af OL i Paris selvfølgelig benyttet sig af.
I en større fortælling om dette års OL, som det mest bæredygtige OL nogensinde, fremhæver arrangørerne en række klimatiltag, jeg, som dekan for blandt andet bæredygtighed på DTU, begejstres over.
Tiltagene tæller bl.a. senge bygget af genbrugspap, publikumssæder lavet af genbrugsplast, beslutningen om ikke at bygge nyt og en hundrede procents tilslutning til elnettet i stedet for til forurenende dieselgeneratorer. Sikke en god historie!
Og dog - for det er langt mere komplekst end som så. Udmeldingerne fra Paris er blevet mødt med kritik fra både forskere og ngo’er. Kritikken knytter sig til arrangørernes hovedbudskab om, at de mange tiltag sammenholdt med køb af klimakompensation, betyder, at dette års OL halverer klimapåvirkningen i forhold til tidligere års OL. Kritikken går på, at det er en uigennemskuelig påstand. At køb af klimakompensation ikke bare kan ’slette’ den CO2, man udleder. Og at reduktionerne, man bryster sig af, kun udgør en ubetydelig lille dråbe i det samlede globale CO2-regnskab.
Jeg finder det ærgerligt, at tiltag, der kunne inspirere til forandring verden over, drukner i en negativ debat. Det giver ridser i troværdigheden og medfører beskyldninger om greenwashing. I værste fald kan klimakritikken af OL tjene som skræmmeeksempel for virksomheder, der overvejer at investere i mere bæredygtige teknologier. For hvorfor poste penge i CO2-reduktioner, hvis historien vendes til noget negativt?
En lang rejse
På DTU arbejder vi meget med bæredygtighed, og med hvordan vi taler faktabaseret om den. For det er komplekst.
Vi har et Center for Absolut Bæredygtighed, hvis formål er, gennem matematik og fakta, at gennemanalysere graden af bæredygtighed i en virksomhed eller et givent produkt ved at se på produktionsrejsen fra vugge til grav. Centret hjælper virksomheder herhjemme og internationalt til at opnå absolut miljømæssig bæredygtighed. Det betyder, at naturens tålegrænser bruges som målestok for, hvor meget det kan tillades, at virksomhedens produkter og handlinger belaster klimaet.
At opnå absolut bæredygtighed er en lang og krævende rejse. En proces med mange tiltag undervejs, som jeg mener, man bør lægge åbent frem som inspiration for andre, selvom målet endnu ikke er nået.
På DTU er vi for eksempel ikke i mål, men fortæller alligevel omverdenen om de mange tiltag, vi er stolte af. For eksempel at al ny infrastruktur på campus bygges med bæredygtighed som ledende princip. Det betyder blandt andet at DTU’s nyopførte center for udvikling af klimavenlige power-to-X-teknologier, Climate Challenge Laboratory, er konstrueret i krydslamineret træ, der er en fornybar naturressource som rent produktionsmæssigt kræver mindre energi at fremstille end beton og stål.
Vi fortæller også, hvordan en letbane er ved at blive anlagt på vores campus i Lyngby, hvilket vi har brugt som anledning til at udvide og forbedre cykelinfrastrukturen for at fremme den grønne mobilitet. DTU fortæller også, at alle faciliteter stilles til rådighed som et levende laboratorie, hvor studerende, forskere, virksomheder og myndigheder kan udvikle og teste nye bæredygtige teknologier. Endelig fortæller vi, at vi planlægger at etablere vores egen varmepumpe, fordi det kan mindske klimabelastningen ved at dække 30% af DTU’s årlige varmeforbrug.
Væk med de tvivlsomme påstande
Vender vi tilbage til OL som eksempel, mener jeg, at arrangørerne kunne have gjort det samme. Altså blot have fortalt om de enkelte tiltag.
Det er jo ikke tiltagene i sig selv, der bliver mødt med kritik. Men derimod den svært gennemskuelige påstand om, at tiltagene sammen med køb af klimakompensation betyder, at OL i Paris har halveret sin klimapåvirkning.
Havde man lagt regnestykket frit frem for netop den påstand eller helt ladet være med at komme med den, mener jeg modtagelsen af de vigtige budskaber havde været en ganske anden.
De klimavenlige initiativer kunne have tjent som inspiration for andre og effektiv branding af Paris som værtsby. Derfor er fakta, ærlighed og åbenhed essentielt, når vi taler om bæredygtighed som begreb.
Når alt kommer til alt, er det jo skønne spildte kræfter, hvis et solidt arbejde bliver genstand for kritik, fordi det pyntes med grønne fjer, der ikke kan flyve.
