Dimittendreceptioner
På DTU er vi stolte af vores dimittender, og vi fejrer afslutningen af uddannelsen ved festlige receptioner for alle nye dimittender to gange om året.
Kommende dimittendreceptioner
Diplomingeniører: Onsdag den 18. juni 2025 kl. 16.30 (holdes på dansk)
Civilingeniører: Torsdag den 19. juni 2025 kl. 16.30 (holdes på engelsk)
Disse dimittendreceptioner er for dimittender, som har afsluttet deres uddannelse i perioden 1/10 2024 - 15/4 2025 (afslutningsdatoer registreret af studieadministrationen).
Praktiske oplysninger/Spørgsmål og svar
Hvornår får jeg mit eksamensbevis/diplom?
Du finder al information om eksamensbeviser her. Ved dimittendreceptionerne bliver der uddelt neutrale diplomer uden navn, som kan bruges på billeder.
Hvornår får jeg min invitation?
Vi sender personlige invitationer til alle relevante dimittender ca. 5 uger før dimittendreceptionen. Invitationer bliver sendt til enten den e-mail, dimittenderne har registreret som medlem af DTU Alumni eller til DTU-studiemailen (for øvrige dimittender, der ikke er medlem af DTU Alumni). Hvis du vil være sikker på at få din invitation, så registrer dig som medlem af DTU Alumni og sørg for, at vi har din e-mailadresse (brug en e-mail, vi også kan kontakte dig på fremover).
Kan jeg deltage i en anden dimittendreception tidligere eller senere?
Af praktiske og logistiske grunde kan DTU desværre ikke tilbyde dig at deltage i en anden dimittendreception, end den, du bliver inviteret til. Der bliver inviteret 400-800 dimittender til hver dimittendreception.
Hvordan tilmelder jeg mig?
Du tilmelder dig til dimittendreceptionen via linket i din personlige invitation.
Hvor foregår arrangementet, og hvordan er programmet?
Arrangementet foregår i bygning 101 på DTU Lyngby campus. Det starter 16.30.
Først vil der være en officiel ceremoni i sportshallen med taler og præsentationer af alle tilmeldte dimittender, som varer ca. 1-1½ time.
Efterfølgende vil der være en uformel fejring opdelt efter studieretninger og sammen med studieledere, som varer ½-1 time. Her serveres et glas bobler (med eller uden alkohol).
Hvad er påklædningen?
Du bestemmer selv, hvad du tager på. De fleste tager pænt, men afslappet tøj på.
Hvem tager jeg med til receptionen?
Alle tilmeldte dimittender kan medbringe op til 3 gæster.
De fleste, der har gæster med, kommer med deres forældre, kæreste eller anden familie; men nære venner er også velkomne.
Familie og venner vil også kunne se med via live-streaming (se link nedenfor).
Hvor kan jeg parkere?
Der er parkeringspladser foran bygning 101 langs Anker Engelunds Vej og på Studentertorvet bagved. Se kort.
Find vej til DTU Lyngby Campus - vær opmærksom på afspærring af Anker Engelunds Vej.
Bliver der taget billede af dimittenderne?
Ja, alle dimittender bliver fotograferet. Billederne vil blive offentliggjort på Flickr (til download i høj opløsning) samt på DTU Alumnis Facebook-side i løbet af 1-2 uger. Alle tilmeldte dimittender får direkte besked via mail, når billederne er tilgængelige.
Bliver receptionen live-streamet?
Hvis du ikke har mulighed for at deltage personligt, eller hvis du kender flere, som gerne vil se med, bliver den officielle ceremoni streamet på dette link:
http://dtuevent.link/Live1 (fører til dtu.dk nu, men vil føre til livestreamingen ved eventstart).
Hvad hvis jeg bliver syg eller forhindret?
Hvis du bliver syg eller forhindret, har du stadig mulighed for at følge dimittendreceptionen via live-streaming.
Jeg afslutter min uddannelse 16/4 2025 eller senere - hvornår bliver jeg inviteret til dimittendreception?
Du vil blive inviteret til dimittendreception i november 2025. Datoerne er endnu ikke fastlagt og vil blive offentliggjort i det tidlige efterår 2025.